Behandlingen

Om vores behandling

Pilelygaard Brønshøj er behandlings- og specialundervisningstilbud. Det betyder, at vi kombinerer en miljøterapeutisk, didaktisk og psykologfaglig behandling i en specialpædagogisk tilpasset skoleramme. Det kan lyde komplekst, men betyder i bund og grund,  at Pilelygaard Brønshøj har flere værktøjer at arbejde med, når vi skal hjælpe børn og familier i trivsel. Samtidigt arbejder skolen på at gøre eleverne fortrolige med skolerammen igen.

Eleverne på Pilelygaard Brønshøj og deres familier tilbydes psykologkontakter. I psykologkontakterne med eleverne tilbydes individuel terapi med det sigte at give eleverne et fortroligt rum og redskaber til at arbejde med eventuelle problematikker. Kontakter mellem familierne og psykologen, har ofte karakter af møder med sparring omkring barnet eller direkte psykologsamtaler med familien, hvis det er behovet.

Psykologkontakterne er et vigtigt element for lærernes og pædagogernes arbejde, idet den specialpædagogiske ramme suppleres med de psykologfaglige input. Det foregår på en række forskellige måder. Eksempelvis gennem samtaler, men også gennem observationer, supervision og hyppig sparring mellem psykologerne og lærere, pædagoger og forældre.

Der udarbejdes en behandlingsplan for hvert enkelt barn, som indeholder fokuspunkter, metoder og løbende evaluering af indsatsen omkring barnet. I behandlingsplanen findes de målrettede indsatser, som børn, forældre og personale beslutter er vigtigst sammen med sagsbehandler. Mindst 2 gange årligt mødes alle til netværksmøder, hvor indsatsen evalueres. Det er vigtigt at huske, at alle eleverne visiteres til skolegang på Pilelygaard for et år ad gangen af de respektive kommuner, og at en indsats hos Pilelygaard Brønshøj er midlertidig. Målet er altid, at eleverne efter en periode på vores skole, kommer i trivsel og får færdighederne til at komme tilbage i et mindre indgribende skoletilbud igen. Det kan være såvel folkeskolen, som et specialtilbud.

Vi arbejder i behandlings- og specialundervisningstilbud med i 3 faser; indslusning-stabilisering- udslusning.

Det betyder, at vi altid arbejder frem mod næste fase og fokuserer på udviklingen til glæde for eleverne. Når de er klar til at komme videre, arbejder vi som regel med praktikperioder på det næste tilbud, mens de er indskrevet hos os. Det giver os bedre muligheder for at hjælpe den enkelte elev i overgangen, og det giver hele familien en tryghed og støtte i processen.

I tilfælde af at eleverne er utrygge og har svært ved at komme i skole, har vi mulighed for i perioder at hjælpe dem. Pilelygaard Brønshøj har tilknyttet indsatser for fravær.